”At kigge udad er at drømme,
at kigge indad er at vågne”
C. G. Jung
Med coaching og terapi har vi mulighed for at løse de knuder, der forhindrer os i at leve livet helt ud. Hvis vi vil udvikle os videre, må der meditation til. Og selv her vil de fleste støde ind i nye knuder, som kræver punktterapi, eller de vil møde kriser, som kræver en guide ved siden. Jeg kan hjælpe med at etablere og støtte en jævn meditationspraksis.
Meditation er metoder, der for de flestes vedkommende er flere tusinde år gamle. Der er rigtig mange retninger og måder, så der er garanteret en eller flere, der passer til dig. Oprindelig kommer meditation fra østen, men vi kender den i alle de store traditioner (trosretninger), specielt når vi går ind i de mystiske grene af dem.
Så ikke alene buddhismen og hinduismen har meditationsmetoder, kristendommen, islam og jødedommen har dem også.
I de seneste år er interessen for meditation steget markant blandt forskere. Indtil videre er det bl.a. blevet påvist, at produktionen af neurotransmittere (især dopamin, serotonin og anandamid) øges – dvs. vores generelle velvære-/humørniveau stiger.
Vort immunforsvar styrkes, kommunikationen mellem højre og venstre hjernehalvdel forbedres, vores intelligenskvotient, som den traditionelt måles, kan stige mellem 15 og 25 procentpoint. Meditation har vist sig at være genialt til forebyggelse og helbredelse af stress.
Se under ”Gruppeforløb” for evt. planlagte forløb i meditation og selvudvikling.